Brev til mit yngre selv

Et brev til mit 22 årige jeg, når jeg mest drømmer om et brev fra mit 42 årige jeg.

Jeg har altid synes, det kan noget, når folk skriver breve til deres tidligere selv. De skriver noget i retning af: Du vil nok gerne vide, om vi har opnået den og den drøm. Det har vi ikke. Men bare rolig, det er fordi, der er noget meget bedre i vente. En endnu større lykke, end du kunne have drømt om.

Jamen det er da en smuk tilgang til livet. Det går sjældent, præcis som man drømte om, da man var ung. Der er masser af uforudsete forhindringer og omveje, men på den anden side finder man noget, der får det hele til at give mening.

Men sagen er: Jeg tror ikke, mit yngre selv ville føle sig særligt beroliget over fremtiden, hvis hun fik et brev fra mig. Måske endda tværtimod.

At skrive fra en krise

Så i stedet har jeg gået og pønset på at skrive dette. Et meta-brev om ikke at kunne skrive det brev, jeg gerne ville kunne skrive til mit yngre selv og måske noget om, at jeg hellere ville modtage et brev fra mit ældre selv. Men da jeg vågnede i morges, var det ikke med en klarhed om, at det var det, jeg skulle skrive i dag. Jeg havde nogle vage idéer til lidt forskellige indlæg uden at vide, hvad der tændte mig mest. Indtil jeg læste et indlæg fra Louise Taarnhøj: Jeg står midt i en krise. Hun indleder således:

Er det først, når vi er kommet igennem stormen, at vi kan inspirere hinanden? Eller er det midt i kaosset, når ordene er mest kaotiske, at de bærer den største kraft?

Jeg læste opslaget og tænkte (og kommenterede, som den flinke læser jeg er): Ja tak til flere, der skriver direkte fra krisen og ikke fra et overskudsagtigt retrospektivt synspunkt, der for længst har udkørt sin relatability til andre i krise. Og tak for dette indlæg.

Og da det altid er min filosofi, at jeg gerne vil skrive det, jeg gerne vil læse, så må jeg altså i gang med at skrive direkte fra krisen. Måske er der andre, der har formået at runde de 30 år uden at vide, hvad de vil være, når de bliver voksne, og måske de mennesker vil få noget ud af at læse dette:

Kære 22-årige Nanna,

For et par uger siden kom du hjem fra træning (ja, du træner hyppigt nu, du kan tage armbøjninger, tro det eller ej), og gik direkte ind i seng uden at sige hej til din kæreste (ja, du har en kæreste, han er skøn, uden tvivl et af livets lyspunkter). Som den dejlige kæreste han er, opdagede han nemt, at der var noget galt, men da han spurgte, kunne du ikke svare ham uden at begynde at tude. Nøj, hvor du græd. Og du prøvede at forklare, at du føler, du skal løbe et maraton hver dag. Du har trænet op til det her maraton i lang tid, du burde være i god form, men alligevel må du kæmpe bare for at kunne følge nogenlunde med bagtroppen. Hver dag føles som en kamp for at nå et “bare minimum.” Og du er så træt og den aften ramlede det hele.

Sådan er det heldigvis langt fra hver aften. Men du er træt hver dag. Du tror, du måske har ADHD, men du er bange for at søge en diagnose, for hvis der ikke er en diagnose, er du bare doven og glemsom og træt uden nogen god grund.

Du er også arbejdsløs. Det er nok ikke det, du har lyst til at høre, mens du knokler dig igennem et studie, som du håber kan føre til et fedt arbejde med kunst og kultur, but it is what it is. Du tænker måske, hvad er det, der gør mig så træt, hvis det ikke er mit arbejde? Det tænker jeg også. Du ved stadig ikke helt, hvad du vil være, når du bliver voksen, og det er lidt svært at finde ud af, når man først og fremmest skal finde ud af at tjene penge. Din økonomi er faktisk fin nok. Du har lidt opsparing, og du har sgu lært at investere. Gad vide, hvad du synes er mest utroligt; at du kan tage armbøjninger eller at du ejer aktier?

Du troede helt klart, du ville være en udgivet forfatter, når du fyldte 30, men der må jeg også skuffe dig. Du skriver stadig, men du har endnu ikke formået at skrive en roman færdig. Du arbejder på det. Jeg er forhåbningsfuld med den roman, vi arbejder på nu.

Midt i den drænende sump, du må pløje igennem hver dag, har vi heldigvis også nogle lyspunkter. Som sagt har du en skøn kæreste. I bor sammen, og du har en kat. Hun kommer og lægger sig på dit skød, hver gang du sætter dig i sofaen med benene oppe. Du har venner, som du godt kan snakke med om de ting, jeg skriver her, selvom du ikke altid får det gjort. Du har fundet en sport, du elsker og bruger alt for meget tid og penge på. Du er begyndt at tegne og male igen. Du har dit gode helbred. Altså det fysiske. Ganske vist har dit liv taget en drejning fra den vej, du drømmer om lige nu, men hold da op, du har lært dig selv at kende på den vej.

Og håbet er lysegrønt. Jeg skriver dette halvanden måned inden min 32-års fødselsdag. Hvorfor ikke vente halvanden måned - det virker da som et oplagt tidspunkt til at skrive sådan et brev?

Fordi jeg tænkte: Jeg skal være sårbar på internettet (TM) - og tænk hvis jeg om halvanden måned har fået styr på alt mit lort, og det ville være et helt andet brev, jeg skrev?

Ja, nogle gange græder du over ingenting, men du er stadig en håbløs optimist. Det kan ingen tage fra dig.

Kh.

Snart 32-årige Nanna.

Mig til en nytårsaften for 10-ish år siden. Senere den aften sprang jeg nøgen i havet omkring midnat og blev ramt af den mest gennemførte følelse af “alting bliver godt”, jeg nogensinde har følt. Det viste sig at være en lidt misvisende følelse, både for det år og for senere år. Men nøj, jeg savner den følelse.